søndag den 29. april 2012

Bogen du skal læse!

Jeg er lige gået i gang med at læse denne bog for anden gang.
Den kan vidst ikke læses for mange gange - den fanger og holder én fast til man er færdig! Og når den sidste side er vendt, leder man desperat efter et kapitel mere, der forhåbentlig bare er gemt lidt væk under bagsidebeklædningen af bogen - for DEN MÅ BARE IKKE SLUTTE DÉR!!

Bogen hedder "God mod nordenvind" og er skrevet af den østrigske forfatter Daniel Glattauer, på dansk udgivet fra forlaget Hr. Ferdinand.

Bogen består i al sin enkelthed af en længere e-mail korrespondance mellem de to personer Emmi Rothner og Leo Leike. Emmi kommer ved en fejl til at sende en opsigelse af et bladabbonement til Leo, og det bliver starten på deres virtuelle venskab.
Bogen fanger fra første kapitel og den er svær at lægge fra sig, for man må bare vide hvad svaret på den sidste email bliver! Den er skrevet i et skønt og "hurtigt" sprog - som når man taler så hurtigt at man næsten mister pusten. Man kan ikke komme hurtigt nok videre til næste side, i bare begærlighed for at vide hvad der sker nu!

Meget mere vil jeg ikke skrive, for den her bog skal man bare læse! Normalt læser jeg (stort set) udelukkende krimi og spændingsromaner - jeg elsker spændingen i bøgerne, det uforudsigelige (det var butleren der gjorde det!) og den lille følelse af paranoia man kan opleve, når man lever sig ind i en virkelig godt skrevet krimi!

Men her er en roman der kan fange selv den mest hardcore krimilæser. Dog på en helt anden måde. De godt 300 sider flyver afsted, og man ville ønske der var 300 mere når man når den sidste side.

Jeg håber nogen vil tage min anbefaling til sig og læse "God mod nordenvind" - den er det værd!

Bagsidetekst på bogen:
Jeg ved ikke om du er den, du skriver som. Men hvis du bare er en brøkdel af denne, så er du allerede noget helt særligt.
- Emmi

Egentlig ville hun bare opsige sit abonnement på et tidsskrift, men en lille slåfejl i e-mailadressen bringer Emmi Rothner i kontakt med den fremmede Leo Leike.
Det sætter en lavine i gang, og den efterfølgende e-mailkorrespondance udvikler sig til venskab, til fortrolighed, til kærlighed, til had, til besættelse.
Det store spørgsmål bliver, hvad der vil ske når og hvis Emmi og Leo mødes i virkeligheden. Kan lidenskaben holde til det? Kan kærligheden? Kan magien?

onsdag den 25. april 2012

bodyFLOW™

FLOW - ét ud af 10 skønne træningsprogrammer fra LesMills konceptet. En times træning til dejlig musik. Nyt program hver 3. måned - så der kommer nye udfordringer.
FLOW er en kombination af tai chi, yoga og pilates - altså, hele kroppen bliver arbejdet igennem, styrket og strukket ud. Der er en fast opbygning af timen i hvert program, med 10 tracks.
Mange af programmerne fra LesMills et højintense programmer designet til at give dig sved på panden, og få pulsen op. I FLOW er vi mere nede i tempo - vi arbejder med lange stræk og styrkestillinger, som krigerstillingerne fra yoga, hvor vi holder muskelspændingen i lang tid. Det skal dog ikke lyde som afslapning - det er det langt fra!

Programmet starter med opvarmning fra tai chi, hvor vi varmer hele kroppen op, gennem skønne bevægelser. Derefter solhilsenen fra yoga - en fantastisk række af bevægelser udført efter hinanden i "takt" til åndedrættet. Hver bevægelse udføres enten på ind- eller udånding.
I vores benstyrke gøres der god brug af krigerstillingerne - til højre er det warrior 2. Bageste fod peger helt lige frem og forreste fod peger lige over mod siden. Hoften og brystet skal vende fremad, armene er vandrette over gulvet. Det bøjede bens knæ skal trække ud mod lilletåen, så man åbner op i hoften og ikke lader knæet falde indad. Lårbenet er parallelt  over gulvet (altså 90 graders vinkel i benet), og bageste ben er spændt op hele vejen fra ballen til hælen. Blikket er enten rettet lige frem, eller frem over forreste hånd.
Stillingen gør utroligt meget for kroppen - Du får styrke i benene og i armene, stillingen hjælper til at forbedre balancen og øger koncentrationen. Vejrtrækningen er vigtig - ofte når man anstrenger sig glemmer man at trække vejret. Stillingen er lettere, at holde længe hvis man fokuserer på at trække vejret dybt ind og ud.
Efter benstyrken kommer balancen på prøve, inden vi går videre til hoftestræk. Begge er med øvelser fra yoga.
Pilatesdelen kommer til udtryk gennem skønne maveøvelser, der sørger for at ikke en eneste mavemuskel føler sig overset! Rygøvelserne er en skøn kombination af lidt fra pilates og lidt fra yoga.
Efter rygtracket er det tid til at dreje i overkroppen - tvist omkring rygsøjlen. Herefter strækker vi grundigt i baglårene, med forskellige, effektive øvelser fra yoga, inden vi skal til afspændingen - 10 minutters guidet meditation til blid, beroligende musik.

bodyFLOW™ skal prøves! Jeg underviser selv i det 3 gange om ugen, og jeg gjorde det gerne 7 dage.
Når man forlader en FLOW time kan man mærke at hele kroppen er arbejdet igennem - man er ikke i tvivl om at man har både ben og mavemuskler, men samtidig er man kørt ned i gear, efter en måske stresset arbejds/skoledag. Til FLOW er fokus på DIG og kun dig! Det er ikke en konkurrence om, hvem der er mest smidig eller stærk - smidighed og styrke er individuelt, og det vigtigste er at det føles godt for DIG! Og alle kan være med!

Det var lidt om bare ét af 10 fantastiske programmer fra LesMills.