FLOW er en kombination af tai chi, yoga og pilates - altså, hele kroppen bliver arbejdet igennem, styrket og strukket ud. Der er en fast opbygning af timen i hvert program, med 10 tracks.
Mange af programmerne fra LesMills et højintense programmer designet til at give dig sved på panden, og få pulsen op. I FLOW er vi mere nede i tempo - vi arbejder med lange stræk og styrkestillinger, som krigerstillingerne fra yoga, hvor vi holder muskelspændingen i lang tid. Det skal dog ikke lyde som afslapning - det er det langt fra!
Programmet starter med opvarmning fra tai chi, hvor vi varmer hele kroppen op, gennem skønne bevægelser. Derefter solhilsenen fra yoga - en fantastisk række af bevægelser udført efter hinanden i "takt" til åndedrættet. Hver bevægelse udføres enten på ind- eller udånding.
I vores benstyrke gøres der god brug af krigerstillingerne - til højre er det warrior 2. Bageste fod peger helt lige frem og forreste fod peger lige over mod siden. Hoften og brystet skal vende fremad, armene er vandrette over gulvet. Det bøjede bens knæ skal trække ud mod lilletåen, så man åbner op i hoften og ikke lader knæet falde indad. Lårbenet er parallelt over gulvet (altså 90 graders vinkel i benet), og bageste ben er spændt op hele vejen fra ballen til hælen. Blikket er enten rettet lige frem, eller frem over forreste hånd.Stillingen gør utroligt meget for kroppen - Du får styrke i benene og i armene, stillingen hjælper til at forbedre balancen og øger koncentrationen. Vejrtrækningen er vigtig - ofte når man anstrenger sig glemmer man at trække vejret. Stillingen er lettere, at holde længe hvis man fokuserer på at trække vejret dybt ind og ud.
Efter benstyrken kommer balancen på prøve, inden vi går videre til hoftestræk. Begge er med øvelser fra yoga.
Pilatesdelen kommer til udtryk gennem skønne maveøvelser, der sørger for at ikke en eneste mavemuskel føler sig overset! Rygøvelserne er en skøn kombination af lidt fra pilates og lidt fra yoga.
Efter rygtracket er det tid til at dreje i overkroppen - tvist omkring rygsøjlen. Herefter strækker vi grundigt i baglårene, med forskellige, effektive øvelser fra yoga, inden vi skal til afspændingen - 10 minutters guidet meditation til blid, beroligende musik.
bodyFLOW™ skal prøves! Jeg underviser selv i det 3 gange om ugen, og jeg gjorde det gerne 7 dage.
Når man forlader en FLOW time kan man mærke at hele kroppen er arbejdet igennem - man er ikke i tvivl om at man har både ben og mavemuskler, men samtidig er man kørt ned i gear, efter en måske stresset arbejds/skoledag. Til FLOW er fokus på DIG og kun dig! Det er ikke en konkurrence om, hvem der er mest smidig eller stærk - smidighed og styrke er individuelt, og det vigtigste er at det føles godt for DIG! Og alle kan være med!
Det var lidt om bare ét af 10 fantastiske programmer fra LesMills.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar